Reaktion på (u)virkeligheden del 2

Meningsudvekslinger, respektfulde reaktioner, ytringsfrihed, æreskrænkelse, injurier, smålighed, velargumenterede påståstande.... alt sammen en del af den virkelighed vi kalder hverdagsliv. Hvert lille subjekt danser rundt i en kompleks verden, der, hvis man spørger mig (og det gør man, når man læser med her), simpelthen er for stor til, at vi kan fatte det hele i sammenhæng. Denne dans er ikke altid nem; hvilken værdisætning tillægger man de forskellige sfærer man indgår i? Betyder "røvfjæs" altid "røvfjæs" i ordets mest negative betoning, eller kan det siges kærligt? Kan det siges neutralt, som et beskrivende ord for en person, man simpelthen blot er uenig med? Hvem kan gøre sig til dommer over andres ord og meningen? Det kan, desværre og heldigvis, allesammen. Det er sådan, vi kommer videre i verden. Vi diskuterer, formulerer og overbeviser andre om, at vores måde er den "rigtige" måde. Konstante forhandlinger driver os frem; ikke kun som individer, men som en samlet flok.

Hvad er så problemet blandt ikke kun mennesker i den "virkelige" verden, men ligeledes blandt bloggere, facebook'ere og andre? Det er en blanding af fortolkning og metode. Fortolkning har jeg skrevet om ovenfor og jeg definerer den som (lad os være ærlige, der her handler om bloggere, så fremover er eksemplet, sjovt nok, bloggere) en læsers måde at forstå en læst tekst. Ikke rent sprogligt eller i forhold til fakta, men i forhold til den værdisætning teksten tillægges.
Metoden er den, som bloggeren benytter i sin tekst. Bloggeren har et emne (en passion, om man vil) og vil gerne formidle denne passion til sit publikum, som læseren, i denne sammenhæng, må finde sig i, at være. Bloggeren, alt efter blogtype, benytter de ord og fraser, som den virtuelle version af bloggeren har inkorporeret i sit virke, for at tilføre personlighed og for at sprede et budskab. Så med disse to ting, fortolkning og metode, skal et budskab registreres i fælles front og det er ikke nemt. Mangt og meget kan gå grueligt galt og jeg kunne aldrig finde på, at fratage en blogger sit ansvar for, om metoden til at sprede budskabet  er ok i forhold til sit publikum og i forhold til de mennesker man har omkring sig. Jeg kunne dog heller aldrig finde på, at fratage et publikum ansvaret for, at fortolke mere end hvad der lige ligger først for.

Det er nemt, at fare i flint over en, der bruger et skældsord eller en nedværdigende kommentar, hvis ikke man læser den kontekst det står i. Jeg har, gennem lang tid, set flere forskellige flippe skråt over ting, som måske, hvis man læste dem med et smil på læben, kunne tolkes anderledes. Jeg er klar over, at der er en grænse, men hvis man sætter de forskellige artikler i et samfundsperspektiv, skal man lede længe efter noget, der VIRKELIG er stødende. I et samfund, hvor hjemmevideoer, hvor folk slår sig til plukfisk, folk udstilles som idioter i fjernsynet, radioen og hvorend man kan komme til det og standup-komikere går længere og længere, uden folk forarges, virker det helt håbløst, at blive vred, sådan virkelig vred, over observationer i blogverdenen fortolket af en bitterf....

Jeg forstår, at jeg ligeledes fortolker og at mange sikkert ikke syntes, at hun er sjov og at hun er for grov, men det vigtigste er her vel en mellemting mellem forståelse og reaktion. Læs artiklen igen. Kan den forstås anderledes? Er det skrevet i sjov? Hvilke værdiladede ord reagerer du på, og kan de tænkes at være retoriske virkemidler, der ikke skal tages bogstaveligt? Hvis vreden stadig er overvældende, så handler det ligeledes om metode, når en given læser skal give kritik. Gives der tilbage i samme misforståede tone, bliver det pludselig til en ærgerlig situation.

Hvad er det jeg vil med det her indlæg? Hvad er konklusionen på alt det sludder? Det kan i virkeligheden siges kort (så hvorfor gjorde jeg ikke bare det?):

Chill the fuck out.

Jeg... jeg vel slet ikke.... hvad... Jersey Shore!

Okay.... okay... altså... jeg har aldrig set Jersey Shore før (udover småklip) og det er måske også meget, at spilde et helt indlæg på reality-tv, så jeg går på kompromis og laver et kort indlæg (det kan jeg altså godt finde ud af).

Jeg har, i skrivende stund, set omkring 15 minutter fordi anden halvdel ikke kunne finde andet i TV og fordi jeg ikke har noget, at skulle have sagt med TV-planlægningen (okay, det er ikke helt rigtigt, jeg fik lige set 10 minutters armlægning på Eurosport 2, men det har resulteret i total overgivelse resten af aftenen). Hvad er det for nogle mennesker, der er i det hus? Hvad eksisterer de for? I hvert fald for, at knalde, det har jeg fanget, men der er, uden pis, gået 10 minutter med, at deres toilet var stoppet (okay, så var det med pis). 5 minutters knalderi og 10 minutters toiletstopperi.

Jeg kunne aldrig finde på, at rangere menneskelig eksistens, men hvad fanden? Det er som om de snakker (og jeg taler fint engelsk) men jeg forstår ikke et ord af, hvad de siger. Jeg kan se, at de er mennesker, men det er som om de slet ikke agerer derefter; som om de er en slags mutation. Eller også er de mennesker og jeg et stenalderlevn. Hvem ved? Jeg forstår i hvert fald ikke en skid.

Jeg tænker: "Det er bedst, hvis der går lidt ild i dit ansigt".

Jeg ved det ikke... det er sådan en fornemmelse jer har, at det nok er bedst sådan. Det er ikke fordi, jeg hader dig eller fordi jeg nærer negative følelser imod dig, men en lille smule ild ville måske være bedst. Hvem er du? Jeg ved det faktisk ikke. Du er ikke en specifik person, men nærmere idéen om personen, der forvirret farer rundt og prøver at finde en plads. Du er manden med plænekant-trimmeren. Du er damen (der faktisk var usandsynligt fed) i bussen, der går en ekstra omvej for, at være besværlig. Du er damen i SuperSpar, der bruger mere tid på, at ringe på klokken for en ny medarbejder til kassen og skælde pågældende medarbejder ud, end på kunden (mig) der står med et barn og en hel masse ting i hænderne. Du er buschaufføren, der bruger hele dagen på, at være vred over et eller andet, i stedet for bare at (i det mindste) være neutral.

Det er ikke i ond mening, at jeg ønsker ild i dit ansigt og det er selvfølgelig ikke rigtig ild, men nærmere en metafor for: "WAKE THE FUCK UP". Tænk! Hvad laver du lige nu? Hvorfor laver du det? Trænger du til, at der går ild i dit ansigt? Hvis du, lige nu, står og kører verden på auto-pilot ved at blogge om din pisse ligegyldige sko, eller du opretter en endnu mere ligegyldig (og svært usmagelig) donationsknap, så kører du på autopilot og trænger til ild. Lige i hovedet.

Men hey; hvor tit er man ikke selv en situation, hvor man selv trænger til lidt ild?

Reaktion på virkeligheden del 1

Allerede efter første indlæg slog det mig; det handler om perception. Ikke kun af sig selv, men ligeledes af den virkelighed vi deltager i.

Man kan reagere ved, at blive bitter. Bitter på de ting i verden, man ikke begriber og ikke forstår har sin rigtighed. Bethany er lige præcis dét; bitter, og det har jeg stor forståelse for, for hvordan kan man rumme en verden, der er så afskyelig, at man knap kan rumme den (og slet ikke se på den i helhed). Hvis ikke bitterheden får afløb, ligemeget hvordan man vælger det, så går man til grunde... hvis ikke man vælger den anden grøft, som jeg her vil kalde selvbedrag gennem illusion. I stedet for at se på verden, vælger nogen simpelthen at konstruere en ny omkring noget helt andet; tøj, sko, mad, drikke, film osv., men hvordan kan man det? Når jeg gør det, sker det i glimt. Jeg fastholder illusionen kort, indtil jeg kommer i tanke om, hvad vi agerer i.

Hvordan reagerer jeg? Jeg er ikke bitter. Jeg ville ønske jeg kunne være det. Jeg ville ønske, jeg kunne reagere med bitterhed og fastholde en ild, der konstant blussede når verden åbnede den gyllesluse vi kalder hverdagen, men det gør jeg ikke. Jeg er heller ikke i stand til, at lukke øjnene for verden og kreere en illusion, der får gyllen til at ligne candyfloss og sommerfugle, så i stedet har jeg valgt (eller snublet over, who knows?) en helt anden vej; apatiens vej.

Vi sad i bussen for leden dag. Hyggelig lille tur (til forstadshelvedet) med den lille i en hverken fyldt eller tom bus. Alle var glade... bortset fra gamle dame, der, om nogen, var bitter (på den irrationelle og underlige måde). Knægten spiste pølsebrød og jeg nød en sodavand, lige indtil den oldgamle (og utroligt fede) kvinde, med vrede i stemmen, ytrede: “Er I ikke klar over, at det ikke er tilladt at spise i bussen? Det står på skiltet!”. Paf sagde jeg: “Nåh for søren”. Posen blev lukket et øjeblik og sodavanden stillet på bordet. 

Hvad ville Bethany gøre? Bethany ville lade bitterheden flyde og lade denne flamme lade damen vide, at hun ikke skulle lege politimand. Emily ville pakke maden væk og se hvordan verden blev bedre ved handlingen. Hvad gjorde jeg? Jeg blev ligeglad. Lige efter jeg pakkede posen væk kom jeg i tanke om, at jeg egentlig bare var helt og aldeles ligeglad med hende. Jeg var sulten. Jeg var tørstig. Dreng var glad for pølsebrød. Jeg var ligeglad med dame. Egentlig så ligeglad, at jeg bare kunne kaste op direkte i hendes fede ansigt; ikke af vrede eller andre følelser, men simpelthen fordi det virkede passende. Hun brækker sig, jeg brækker mig.

Hvad betyder alt dette? Dette definerer Absurdistræde. Absurdistræde er et sted, der, på mest apatisk måde, anskuer verden med ligeglæde og afsky på samme tid. Ikke bittert, ikke illusorisk, men apatisk kvalmende.

Forstadshelvede v.1.0

Vi har længe snakket om, at skulle flytte til en forstad til (stor)byen når først uddannelse og alt det ligesom kører. Forstaden, hvor idyllen blomstrer og svigerfamilien bor. Jeg har ikke noget problem med hverken idyl eller svigermekanik, så angsten for forstaden har, indtil i dag, hovedsageligt været baseret på en slags følelse af forpligtigelse; hus, lån, flere børn, bil og alt det... indtil i dag. For hvad er alle de førnævnte ting i virkeligheden? Ikke af voldsom vigtighed for mig i hvert fald.

Hvad er så vigtigt? Det er den følelse man får, når man går ned af en lille vej tæt på svigerfamiliens hus, nyder solen og tænker: "Hey! Det her er sgu meget fedt", for derefter at blive ramt af hammeren. Hammeren der, med ét, planter en hel ny angst i hjertet: "plænekant-trimmeren".

Men hvorfor lige en plænekant-trimmer (herefter PKT)? Det skal jeg sige Jer! Det handler nemlig slet ikke om maskinen i sig selv, men det der udspillede sig. Mand i hus 1 starter PKT'en og lader den blidt berøre græssets kanter. Jeg indånder luften og nyder duften af det nyslåede græs. Pludselig hører jeg en lyd; hus 2 svarer hus 1 med en PKT. "Okay", tænker jeg, "tilfældigheder". Græsduften nydes videre i langsomt trav. Pludselig skete det. Angsten blussede. Hus 3 startede en PKT. Dér stod jeg, midt i folk med PKT'e. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kunne mærke, hvordan sveden pludselig piblede frem.... indtil nådesstødet; en fjerde (and I shit you not) PKT blev tændt i hus 4.

Dér var jeg, midt i mænd, der kærtegnede sin plæne med maskiner. Som myrer væltede de ud af huset, helt uden at vide, hvorfor de kom ud eller hvad der foregår. De fatter PKT'en uden en eneste aktiv tanke og står der, i deres forstadstøj med deres forstadsmaskiner, og foretager handlinger helt uden at vide, hvem der tog initiativ og hvorfor det gøres. Trimme, trimme, trimme. Tanketom, tanketom, tanketom. Næsten som om, der var en forstadsdronning, der sendte signaler til den samlede population, helt uden omverdenen opdager det.

Pludselig var det slut. Kanterne var trimmede. Uden at ænse hinanden og på trods af, at der lige havde stået 4 mænd som bor i en radius af 20 meter fra hinanden, gik de hver til sit.

Jeg vil ikke tales til af en forstadsdronning. Fuck det; hvis (yeah right, NÅR) jeg flytter til forstaden, så skal jeg fandeme ikke have en PKT. Ikke på vilkår.