Reaktion på virkeligheden del 1

Allerede efter første indlæg slog det mig; det handler om perception. Ikke kun af sig selv, men ligeledes af den virkelighed vi deltager i.

Man kan reagere ved, at blive bitter. Bitter på de ting i verden, man ikke begriber og ikke forstår har sin rigtighed. Bethany er lige præcis dét; bitter, og det har jeg stor forståelse for, for hvordan kan man rumme en verden, der er så afskyelig, at man knap kan rumme den (og slet ikke se på den i helhed). Hvis ikke bitterheden får afløb, ligemeget hvordan man vælger det, så går man til grunde... hvis ikke man vælger den anden grøft, som jeg her vil kalde selvbedrag gennem illusion. I stedet for at se på verden, vælger nogen simpelthen at konstruere en ny omkring noget helt andet; tøj, sko, mad, drikke, film osv., men hvordan kan man det? Når jeg gør det, sker det i glimt. Jeg fastholder illusionen kort, indtil jeg kommer i tanke om, hvad vi agerer i.

Hvordan reagerer jeg? Jeg er ikke bitter. Jeg ville ønske jeg kunne være det. Jeg ville ønske, jeg kunne reagere med bitterhed og fastholde en ild, der konstant blussede når verden åbnede den gyllesluse vi kalder hverdagen, men det gør jeg ikke. Jeg er heller ikke i stand til, at lukke øjnene for verden og kreere en illusion, der får gyllen til at ligne candyfloss og sommerfugle, så i stedet har jeg valgt (eller snublet over, who knows?) en helt anden vej; apatiens vej.

Vi sad i bussen for leden dag. Hyggelig lille tur (til forstadshelvedet) med den lille i en hverken fyldt eller tom bus. Alle var glade... bortset fra gamle dame, der, om nogen, var bitter (på den irrationelle og underlige måde). Knægten spiste pølsebrød og jeg nød en sodavand, lige indtil den oldgamle (og utroligt fede) kvinde, med vrede i stemmen, ytrede: “Er I ikke klar over, at det ikke er tilladt at spise i bussen? Det står på skiltet!”. Paf sagde jeg: “Nåh for søren”. Posen blev lukket et øjeblik og sodavanden stillet på bordet. 

Hvad ville Bethany gøre? Bethany ville lade bitterheden flyde og lade denne flamme lade damen vide, at hun ikke skulle lege politimand. Emily ville pakke maden væk og se hvordan verden blev bedre ved handlingen. Hvad gjorde jeg? Jeg blev ligeglad. Lige efter jeg pakkede posen væk kom jeg i tanke om, at jeg egentlig bare var helt og aldeles ligeglad med hende. Jeg var sulten. Jeg var tørstig. Dreng var glad for pølsebrød. Jeg var ligeglad med dame. Egentlig så ligeglad, at jeg bare kunne kaste op direkte i hendes fede ansigt; ikke af vrede eller andre følelser, men simpelthen fordi det virkede passende. Hun brækker sig, jeg brækker mig.

Hvad betyder alt dette? Dette definerer Absurdistræde. Absurdistræde er et sted, der, på mest apatisk måde, anskuer verden med ligeglæde og afsky på samme tid. Ikke bittert, ikke illusorisk, men apatisk kvalmende.